Holbæk-Kalundborg

Banedanmark forbereder jernbanen mellem Holbæk og Kalundborg til klimavenlige eltog.

Banedanmark er i gang med at gøre jernbanen mellem Holbæk og Kalundborg klar til den kommende elektrificering, så man om nogle år kan køre med klimavenlige eltog.


Elektrificeringen af Nordvestbanen fortsætter i årene fremover. Aktuelt er det strækningen mellem Holbæk og Kalundborg, som gøres klar til fremtidens klimavenlige eltog.

Strækningen er klar til eltog ved udgangen af 2027.

Hvad har vi lavet indtil videre?

I foråret 2022 fornyede vi spor og udførte fornyelsesarbejder på Kalundborg Station. Samtidig har vi ombygget broer til den kommende elektrificering, da nogle af de eksisterende broer var for lave til det kommende køreledningsanlæg. 

I perioden fra oktober 2024 til juni 2025 er der afholdt ekspropriationsforretninger, og fra januar til marts 2025 er der desuden blevet ryddet bevoksning på flere af Banedanmarks arealer langs banen.

Den nødvendige træfældning og rydning af bevoksning tæt på banen fortsætter frem til december 2026 - med indlagte pauser af hensyn til fuglenes yngleperioder og flagermusenes vinterdvale.

Den egentlige elektrificering af strækningen, hvor vi skal nedramme mastefundamenter, opsætte kørestrømsmaster og trække køretråd foregår i perioden fra 4. kvartal 2026 til 4. kvartal 2027.

Hvorfor?

Elektrificeringen af jernbanen giver mulighed for at køre med klimavenlige eltog, der:

  • udleder mindre CO2
  • accelererer hurtigere, så rejsetiderne forkortes
  • støjer mindre, når de forlader stationerne
  • er mere stabile i drift

For dig som nabo

Elektrificeringen af banen vil arbejdet foregå i aften- og nattetimerne af hensyn til togtrafikken i dagtimerne.

I forbindelse med arbejdet vil du kunne opleve støj og vibrationer fra skinnekørende entreprenørmaskiner og ramning af betonfundamenter til kørestrømsmasterne, og du kan også opleve øget tung trafik til og fra vores arbejds- og byggepladser. 

Kontakt:

Har du spørgsmål til projektet, kan du kontakte os på mail: holbaek-kalundborg@bane.dk

 

Nyt fra projektet