Nye signaler på vej til jernbanen mellem Vinderup og Højslev
Udrulningen af det nye signalsystem mellem Langå, Struer og Holstebro er i fuld gang, og de nye signaler bliver nu taget i brug på strækningens tredje etape.
Banedanmark er i fuld gang med at skifte signalerne på strækningen mellem Langå, Struer og Holstebro ud med et nyt digitalt signalsystem, der flytter signalerne væk fra skinnerne og ind i togenes førerhuse. Det vil give færre signalfejl og flere tog til tiden. Det nye signalsystem er blevet taget i brug på de to første etaper, og nu fortsætter arbejdet på tredje etape mellem Vinderup og Højslev.
”Vi har lagt utroligt mange kræfter i at nå hertil. Forud for dette arbejde ligger en stor indsats med blandt andet design og udvikling af systemet, som i langt højere grad baserer sig på data og digitale funktioner. Derfor er vi glade for nu at have gennemført de to første etaper, hvor vi har taget de nye signaler i brug på den vestlige del af strækningen, og vi ser frem til at fortsætte på den næste etape mellem Vinderup og Højslev,” siger Thilde Restofte Pedersen, programdirektør i Banedanmark.
De nye IT-baserede signaler har færre fysiske komponenter end de gamle signaler. Udrulningen af de nye signaler mellem Langå, Struer og Holstebro omfatter derfor ikke kun den fysiske installation i sporet, men også et stort forudgående arbejde med både, softwareudvikling, tests og et omfattende sikkerhedsarbejde.
Enkelte overkørsler lukkes i kortere tid
Udrulningen af de nye signaler mellem Vinderup og Højslev betyder, at det vil være nødvendigt at lukke enkelte overkørsler, mens arbejdet står på. Derfor vil det fra mandag den 15. februar og to uger frem påvirke dele af vej- og togtrafikken.
”I stedet for at lukke hele strækningen på én gang har vi opdelt arbejdet mellem Langå, Struer og Holstebro i fem etaper. På den måde kan vi holde trafikken kørende og samtidig mindske generne for trafikanterne. De sidste fysiske ombygninger til det nye signalsystem bliver installeret og testet i weekenderne, så vi ikke rammer pendlerne, der benytter toget i hverdagene. Og lukningen af overkørsler er planlagt, så vi kun arbejder på nogle få overkørsler ad gangen. Vi har selvfølgelig forståelse for, at det er til gene for de trafikanter, som vil blive påvirket af arbejdet på strækningen. Derfor gør vi også vores bedste for at sikre, at trafikken bliver påvirket mindst muligt,” siger Thilde Restofte Pedersen.
Togtrafikken bliver indstillet mellem Struer og Stoholm fra fredag den 26. februar klokken 20.00 og frem til mandag den 1. marts klokken 04.00. Der vil i stedet blive indsat togbusser. Togene kører som normalt fra mandag den 1. marts om morgenen.
Biltrafikken vil blive påvirket i både hverdage og weekender, da det er nødvendigt at lukke enkelte overkørsler, mens der arbejdes på bomanlæggene. Arbejdet er tilrettelagt, så bilisterne får så kort en omvej som muligt. Naboer, trafikanter og togpassagerer opfordres til at holde sig opdateret via Banedanmarks hjemmeside og på Rejseplanen.dk.
Det ventes, at hele strækningen vil være i drift med det nye signalsystem i starten af april. Arbejdet udføres dog under markant anderledes forhold på grund af COVID-19, og det kan derfor ikke udelukkes, at det kan påvirke planerne for ibrugtagningen af de nye signaler. Banedanmark har forberedt sig med henblik på at kunne tilpasse arbejdet så meget som muligt til situationen.
FAKTA:
Kommende spærringer af overkørsler på strækningen Vinderup-Højslev (etape 3)
- Sofienlundvej (ved Hjerm): 14. februar kl. 22:00 til 1. marts kl. 04:00
- Ramsdahlsvej: 28. februar kl. 22:00 til 12. marts kl. 22:00
- Lundhedevej: 14. februar kl. 22:00 til 26. februar kl. 22:00
- Ålvej (ved nr. 23): 21. februar kl. 22.00 til 26. februar kl. 22:00
- Alvej (ved nr. 14): 21. februar kl. 22:00 til den 26. februar kl. 22:00
- Stokholmvej: 14. februar kl. 22.00 til 26. februar kl. 22:00
Etapeplan
Udrulningen af det nye signalsystem mellem Langå, Struer og Holstebro foregår i fem etaper:
Etape 1: Hvidbjerg-Struer (i drift fra 25. januar)
Etape 2: Hjerm-Vinderup (i drift fra 15. februar)
Etape 3: Vinderup-Højslev (i drift fra 1. marts)
Etape 4: Højslev-Viborg (1.-15. marts)
Etape 5: Viborg-Langå (15.-29. marts)
På Banedanmarks hjemmeside er der en oversigt over, hvornår der arbejdes på de forskellige overkørsler, så man kan gå ind og tjekke afspærringer i sit lokalområde. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med information om etaper og datoer.
Om det gamle og det nye signalsystem
De nye signaler erstatter de gamle signalanlæg på det danske jernbanenet, som både er slidte og teknologisk forældede. Med de gamle signaler skal lokoførerne holde øje med fysiske signaler langs banen og indimellem være i telefonisk kontakt med kommandoposter, før de får signal til at køre.
Med det nye system, som er fjernstyret, modtager lokoføreren i stedet signaler digitalt på en computerskærm i førerhuset. Det betyder, at togdriften hele tiden kan følges med stor præcision fra Banedanmarks centrale trafiktårne. Forventningen er, at 80 procent af de forsinkelser, der skyldes signalfejl, vil forsvinde, når man siger farvel til de gamle signaler.
Kontakt
For yderligere informationer kontakt Banedanmark Presse på tlf. 82341313 eller mail presse@bane.dk.
Gul kæmpe fornyer sporet mellem Roskilde-Ringsted
Megamaskinen RUS1000s, en af verdens største spormaskiner, er lige nu på besøg på den travle pendlerstrækning Roskilde-Ringsted. Den udskifter sporet, så der i fremtiden vil opstå færre fejl og forsinkelser.
Banedanmark skal finde en udvikler til buerne under Nørrebro Station
Som en del af en større udvikling af Nørrebro Stationsområde skal Banedanmark finde den ejendomsudvikler, der skal udvikle og drifte de ni brobuer under højbanen ved Nørrebro Station.
Sporarbejde bliver til naturpleje
Banedanmark tager et nyt skridt for biodiversiteten og udnytter sporarbejderne mellem Fredericia-Padborg til at skabe nye levesteder for insekter og planter.
Skinnefræseren er tilbage i Danmark
For at undgå, at de små revner i jernbaneskinnerne vokser sig store, skal de fræses væk. Det er en opgave for den 155 tons tunge skinnefræser.