One-Point-of-Entry
Ønsker du at blive leverandør, finder du her informationer omkring, hvilke overvejelser du skal gøre dig, og hvilke krav Banedanmark har til entreprenører og rådgivere. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os, så vil vi hurtigst mulig sætte dig i kontakt med de relevante personer.
Er du entreprenør – se godkendelser og tilladelser
Som entreprenører er det nødvendigt at have godkendelse og tilladelse for at udføre opgaver for Banedanmark, herunder f.eks. sikkerhedsgodkendelse. Find informationer om hvordan din virksomhed opnår disse, samt om hvilke krav vi har til maskiner og mandskab i forbindelse med arbejde på jernbanen.
Udbud og kvalifikationsordning for entreprenører
Hovedparten af Banedanmarks fornyelses- og anlægsopgaver udbyder vi gennem en kvalifikationsordning for entreprenørydelser. For at komme i betragtning til disse opgaver forudsætter det, at din virksomhed har ansøgt om og er optaget på Banedanmarks kvalifikationsordning for entreprenørydelser. På enkelte store projekter foretager vi også en projektspecifik prækvalificering. Find alle vores udbud i en samlet oversigt. I præsentationerne af de enkelte udbud finder du kontaktoplysninger på den ansvarlige medarbejder eller afdeling i Banedanmark. Har du spørgsmål eller kommentarer til Banedanmarks Kvalifikationsordning er du velkommen til at kontakte kvalifikationsordning@bane.dk.
Generelle arbejdsbeskrivelser for entreprenører
En hurtigt oversigt over tekniske normer og regler for entreprenører finder du i generelle arbejdsbeskrivelser (GAB). De generelle arbejdsbeskrivelser er inddelt efter fag. Har du spørgsmål eller kommentarer til de generelle arbejdsbeskrivelser, er du velkommen til at kontakte GAB@bane.dk.
Er du rådgiver – se teknisk dokumentation og teknisk data
Som rådgiver skal du være opmærksom på, hvilke krav til rådgivningsydelser Banedanmark har. Find oplysninger om krav til format og indhold af teknisk dokumentation, tekniske normer og teknisk data.
Ved anlæg- og fornyelsesopgaver rekvirerer du datalister for tekniske data hos projektlederen. Tilsvarende skal du aflevere opdaterede datalister ved afslutning af din rådgivningsopgave, så Banedanmark har orden i dokumentationen. Kontaktoplysninger fremgår typisk af udbudsmateriale for det enkelte projekt.
Kvalifikationsordning for teknisk rådgivere
Banedanmark har en kvalifikationsordning for Teknisk Rådgivning. Ud fra oversigten over kvalificerede rådgivere vælger Banedanmark et antal leverandører, som bliver opfordret til at give tilbud på de forskellige konkrete opgaver. Udvælgelsen af leverandører til at afgive tilbud sker på konkret grundlag fra gang til gang. Leverandører kan løbende ansøge om optagelse. Find yderligere oplysninger om Banedanmarks kvalifikationsordning for teknisk rådgivning.
En optagelse på ordningen er ikke en garanti for opgaver i Banedanmark.