Husk mundbind, når der er trængsel

I takt med den gradvise genåbning af Danmark, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bruger mundbind, når du benytter dig af den kollektive trafik, mens der er trængsel. 

Flere og flere danskere forventes i den kommende tid at benytte sig af den offentlige transport i takt med den gradvise åbning af landet som følge af COVID-19. For at begrænse smitterisikoen anbefaler Sundhedsstyrelsen derfor, at rejsende der benytter sig af den kollektive trafik, bruger mundbind, når det ikke er muligt at holde den anbefalede fysiske afstand.

Når du rejser med offentlig transport

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder fysisk afstand på 1 meter og især undgår at være tæt, hvis man er ansigt-til-ansigt. Der kan være en række situationer, hvor det – også over længere tidsrum – ikke er muligt at sikre mindst 1 meters afstand mellem personer. Det kan f.eks. være siddende transport over længere afstande i bus, tog eller fly, hvor sædeindretningen ikke muliggør at 1 meters afstand overholdes. I sådanne situationer anbefaler Sundhedsstyrelsen, at passagererne sidder med ansigtet i samme retning, og uden ansigt-til-ansigt kontakt under 1 meter. 

Brug af mundbind anbefales nu af Sundhedsstyrelsen i den kollektive trafik i situationer, hvor den anbefalede fysiske afstand ikke kan opretholdes på anden vis, fx hvis der er trængsel i tog, busser, metro m.v. Derfor opfordres alle passagerer i den kollektive trafik til at medbringe mundbind, som kan anvendes, når det ikke er muligt at holde den anbefalede fysiske afstand. 
Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at man medbringer hånddesinfektion eller vådservietter, når man færdes blandt mange mennesker og på steder med mange kontaktpunkter, fx i den kollektive transport.

Tak fordi I passer på hinanden.

Læs mere på Transport- og Boligministeriets hjemmeside