Togtrafikken genoptaget efter stormen
trafikken kører igen på jernbanen, efter at flere strækninger siden torsdag har været lukket ned på grund af stormen Pia. Det er dog stadig en god idé at tjekke Rejseplanen.
Fra fredag klokken 12 kører togtrafikken igen overalt i landet. Banedanmark har brugt natten, morgenen og formiddagen på at rydde de strækninger, som har været lukket på grund af stormen. Der er fjernet væltede træer og grene, så togene igen kan komme igennem.
Voldsomt var det – især ved den jyske vestkyst, hvor middelvindene nåede op på 30,2 meter i sekundet, og flere steder i landet var der også vindstød af orkanstyrke. På jernbanen lukkede Banedanmark derfor af sikkerhedshensyn en række jyske strækninger samt Nordvestbanen ud mod Kalundborg, ligesom der var reduceret drift på resten af jernbanen.
Storebæltsbroen var lukket i korte perioder, ligesom et træ væltede ned i kørestrømsanlægget ved Gråsten og skulle fjernes. I alt skulle der fjernes omkring 65-70 træer på jernbanen, hvoraf langt de fleste var i Jylland.
”Vi var alle godt forberedt – både hos jernbanevirksomhederne og i Banedanmark – og trafikken blev lukket og åbnet efter planen. De steder, hvor vi skulle fjerne træer, der var væltet ned over jernbanen, fik vi hurtigt træerne væk, så vi kunne genoptage trafikken som forventet,” siger Nicolai Smidt Sigsgaard, områdechef i Trafik.
Selvom trafikken kører igen, anbefales det, at man tjekker Rejseplanen før afrejsen, da der kan være efterdønninger efter stormen.
Ny gangbro åbnet på Hillerød Station
I begyndelsen af oktober blev den nye gangbro på Hillerød Station løftet på plads, og i dag kan passagererne så for første gang tage den nye gangbro hen over stationen.
Færre tog på Vestfyn efter brand i teknikhytte
Fredag morgen udbrød der brand i en teknikhytte, som benyttes til at styre signaler og sporskifter på Aarup Station. Det betyder, at der kører færre tog i den kommende tid.
Skinnetype er årsag til fejl på København – Ringsted
Banedanmark har identificeret fejl på særlig skinnetype på København – Køge Nord – Ringsted. De opstår, fordi godstog ikke giver skinnerne tilstrækkelig belastning.
Banedanmark er gået i gang med at elektrificere jernbanebroen over Limfjorden
Elektrificeringen af jernbanebroen over Limfjorden er skudt i gang. Arbejdet fortsætter i 2027, hvor broen kan blive Danmarks første elektrificerede klapbro.