Otte intense døgn på Præstemarksvej

Kom med til stitunnel-projektet på Præstemarksvej i Roskilde, hvor der blev arbejdet i døgndrift, mens de fleste andre holdt sommerferie.

Missionen var klar: Afmontér hovedspor og kørestrøm, udgrav og fjern den gamle stitunnel, anlæg en ny, og få derefter genetableret spor og kørestrøm inden for otte døgn. Kom med til stitunnel-projektet på Præstemarksvej i Roskilde, hvor der blev arbejdet i døgndrift i uge 29, mens de fleste andre holdt sommerferie.

En stor grøn kran tårner sig op over det stille række- og parcelhuskvarter denne mandag midt i juli. I nærheden står flere naboer og kigger nysgerrigt på, og nogle har fundet mobilen frem for at tage video og billeder af det usædvanlige arbejde, der foregår nærmest i deres baghaver.

Vi er på Præstemarksvej i det nordøstlige Roskilde, hvor den store 450 ton-mobilkran er ved at løfte tonstunge betonelementer på plads til den ny stitunnel, som Banedanmark er ved at anlægge.

En opgave som ikke kunne vente længere. Og som skulle lykkes indenfor de godt otte døgns totalspærring, som projektet på Præstemarksvej havde til rådighed. Det var den begrænsede spærringstid, der kunne afsættes på den travle hovedstrækning, hvor både passager- og godstog normalt kæmper om pladsen.

”Det skulle være nu. For vi stod med en gammel stitunnel, hvor de ældste betonvægge var fra 1916 og uden armering. Tilstandsvurderingen på de gamle betonvægge gjorde det klart, at en udskiftning af tunnelen var den eneste vej at gå,” fortæller Peter Tofte Phillipsen, teknisk projektleder.

”Udfordringen var, at vi kun havde en totalspærring på godt otte døgn til at udskifte hele den gamle stitunnel med en ny. Derfor var vi nødt til at arbejde i 24-timers skift og hele tiden optimere planen, fordi alt bare skulle klappe for at vi kunne nå det hele til tiden. Det var nødvendigt, hvis vi skulle forstyrre togtrafikken og de mange pendlere så lidt som muligt,” understreger Peter Tofte Phillipsen.

Helt tæt på naboerne

Et stort betonelement glider langsomt gennem luften, inden kranføreren med præcision får det sat ned på det plane underlag af sand og stabilgrus på bunden af den store udgravning, hvor stitunnelen skal stå. Tre arbejdsfolk står klar til at tage imod og gelejde tunnelelementet de sidste centimeter på plads, så det står helt korrekt i sammenhæng med de øvrige elementer.

For at det overhovedet har været muligt at komme så langt på de første tre dage, har projektet de forudgående dage haft travlt med først at afmontere køreledninger og fjerne de fire hovedspor, der fører over tunnelen, inden de kunne frigrave den gamle tunnel og nedbryde betonen med både betonsaks og -hammer. Derudover skulle forsyningsselskabet i Roskilde også omdirigere de eksisterende fjernvarme, regnvands- og spildevandsrør, der lå nedgravet under tunnelen, så disse føres midlertidigt over de spærrede spor, mens der arbejdes.

”Vi har arbejdet intensivt og meget tæt på folks boliger, hvor vi blandt andet har haft lastbiler i pendulfart til at bringe materialer og køre jord væk. Nedrivningen af den gamle tunnel larmede desuden rigtig meget – også om natten. Heldigvis har vi haft en god dialog med naboerne, den lokale fritidsklub og Roskilde Kommune,” siger Peter Tofte Phillipsen.

Færdig til tiden
Nogle dage senere er samtlige betonelementer monteret, og projektet kan fylde stabilgrus op omkring den nye stitunnel, inden spor og kørestrøm genetableres.

Den nye stitunnel står dermed færdig til tiden søndag morgen, så spærringen kan hæves rettidigt kl. 06.00 og det første tog afgå planmæssigt fra Roskilde station kl. 06.04.

Stitunnellen genåbner efter planen for fodgængere og cyklister i start/midt september, når rørledningsejerne har fået reetableret forsyningsrør og -ledninger igennem tunnelen, så Banedanmark herefter kan asfaltere gang- og cykelsti ovenpå.

""
Udskiftning af Stitunnel

Otte intense døgn på Præstemarksvej

Kom med ud på Præstemarksvej i Roskilde, og følg det hæsblæsende kapløb med tiden.

Billeder fra arbejdet på Præstemarksvej