22 nye vandhuller baner vejen for dyreliv nær nybygget jernbane

Banedanmark etablerer vandhuller nær Ringsted-Femern Banen på Lolland. Det gavner padder, der lever ved jernbanen.

Det er måske svært at forestille sig, at store huller i jorden er nøje udtænkte vandhuller til gavn for dyre- og plantelivet. Men når gravemaskinerne tager fat nær den nyanlagte, dobbeltsporede jernbane på Lolland, er det med et klart formål. På sigt skal hullerne blive til små oaser, der giver den vilde natur de bedst mulige betingelser.

Banedanmark etablerer i alt 22 nye vandhuller på Lolland i forbindelse med etableringen af Ringsted-Femern Banen.

”Det er min ambition, at der altid skal tænkes biodiversitet ind, når vi renoverer eller laver ny infrastruktur. De nye vandhuller på Lolland vil give planter og dyr et godt udgangspunkt for at trives og sprede sig, og samtidig er vandhullerne tænkt sammen med den øvrige natur og faunapassagerne i området,” siger transportminister Thomas Danielsen.

Dertil bliver fem vandhuller oprenset, hvilket betyder, at vegetationen beskæres, så vandoverfladen igen er fri, og de såkaldte brinker rettes til, så vandhullet er mere tilgængeligt for visse dyr.

”Vi er rigtig glade for, at vi med vandhullerne kan give dyre- og planteliv bedre mulighed for fremover at udfolde sig langs jernbanen. Når vi bygger fremtidens direkte jernbaneforbindelse til resten af Europa, er det uundgåeligt, at vi påvirker den omkringliggende natur.  Den nye, dobbeltsporede jernbane kan have en såkaldt barriereeffekt i naturen, og derfor er det vigtigt, at vi får etableret nogle nye åndehuller for naturen og dyrelivet,” siger Ditte Berg Nielsen, der er projekteringsleder ved Areal og Miljø i Banedanmark.

Udtænkt til padder

Vandhullerne bliver designet ud fra et nøje gennemtænkt 3D-design. Det enkelte vandhul bliver maksimalt 500 m2, omkring 1,5-2 m. dybt, og brinkerne bliver lavet relativt flade.

Og det er der en helt bestemt grund til.

”Vandhullerne skal forbedre levevilkårene omkring Ringsted-Femern Banen for især padder såsom springfrøer, stor vandsalamander og spidssnudede frøer. De er særligt afhængige af vandhullerne, når de skal yngle, og derfor er de etableret med øje for paddernes behov,” siger Ditte Berg Nielsen, som fortsætter:

”Vi har så vidt muligt placeret vandhullerne ud fra vores padderør, så de styrker passagen og hjælper padderne sikkert under sporet. På den måde forbedres sammenhængen mellem paddebestande på hver side af jernbanen.”

Banedanmark etablerer og oprenser i alt 40 vandhuller i forbindelse med Ringsted-Femern Banen.

Fakta:

  • Ud over de i alt 27 vandhuller på Lolland, har Banedanmark etableret 7 nye vandhuller og oprenset 3 på Falster samt etableret 3 vandhuller på Sjælland i forbindelse med Ringsted-Femern Banen-projektet.
  • Springfrø, stor vandsalamander og spidssnudet frø er beskyttet af EU's Habitatdirektiv, og er registreret i området på Lolland.
  • Padderør er som hovedregel 1 m. brede og 0,6 m. høje. Der etableres syv paddepassager på Lolland. Mindre pattedyr som ræv, grævling og pindsvin kan også bruge padderør.

Mere information

Jernbane natur

Sådan arbejder Banedanmark for naturen

Vi udfører naturpleje og tager hensyn til naturen, når vi udfører vores projekter

Læs mere om vores arbejde
Banen krydser over faunapassage nord for Næstved
Aktuelt

Læs om projektet

Ringsted-Femern Banen er et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter. En hurtig og klimavenlig jernbane, der binder Europa sammen.

Ringsted-Femern Banen

Seneste nyt fra Ringsted-Femern Banen