Sporfornyelse Nyborg-Odense

I disse år fornyes sporene flere forskellige steder på den travle jernbanestrækning på tværs af landsdelene. Det gælder blandt andet strækningen mellem Nyborg og Odense, hvor passagererne kan se frem til en mere behagelig rejse og mere stabil drift, når fornyelsen af strækningen er færdig i efteråret 2023.

 

Som led i det løbende vedligehold af jernbaneinfrastrukturen fornyer Banedanmark sporene mellem Nyborg og Odense.  Sporfornyelsesprojektet er planlagt i flere etaper for at genere togdriften så lidt som muligt.  Arbejdet gennemføres bl.a. i forårets helligdagsweekender og i sommerferien, ligesom der i perioder kun arbejdes i et spor ad gangen. Alt sammen med henblik på at genere pendlere og togpassagerer så lidt som muligt.  
 

Hvad?

De dele, som jernbanen består af på strækningen er slidte og skal derfor fornyes. Vi skal forny både skinner, sveller, sporskifter og ballasten, som er skærverne i sporet. Derudover skal vi udrette kurver for at kunne øge hastigheden på strækningen samt udføre sporsænkninger under en række broer.

Der laves større broarbejde på fem steder, som vil fremgå på et oversigtskort som er på vej.

Hvornår?

Banedanmark udfører arbejdet fra februar til oktober 2023.  

Fremtidig betydning

Fornyelsen af sporet mellem Nyborg og Odense er en nødvendig del af den løbende vedligeholdelse af den travle jernbanestrækning og betyder, at der fremover vil opstå langt færre fejl i både spor og sporskifter, hvilket giver øget komfort og større driftssikkerhed på jernbanen. Samtidig opgraderes strækningen til højere hastigheder, så det bliver muligt for togene at køre hurtigere i fremtiden. 

Sporfornyelsesprojekterne er desuden en forudsætning for at udnytte den fulde kapacitet, som det kommende nye digitale signalsystem giver mulighed for.


For dig som passager

Som togpassager vil du fra begyndelsen af april til slutningen af juli 2023 opleve perioder med nedsat hastighed og reduceret drift på strækningen, samt kortere perioder med togbusser i stedet for tog. 

Det er derfor en god idé at planlægge din rejse på www.rejseplanen.dk

Du kan desuden orientere dig om ændringerne i togtrafikken på DSB’s hjemmeside.

For dig som nabo

Mens Banedanmark fornyer sporene, kan du opleve perioder med nat- og døgnarbejde på skinnerne. I forbindelse med arbejdet kan du også opleve støj og vibrationer fra skinnekørende entreprenørmaskiner, og du kan også opleve mere tung trafik til og fra vores logistikpladser. 

Har du spørgsmål til projektet, kan du kontakte os her.

Information fra projektet

31. januar 2023: Orientering om projektet

29. marts 2023: Orientering om arbejder i påsken

29. marts 2023: Orientering om broarbejder fem steder i påsken

Jernbaneprojekter på Fyn og Sjælland i 2023

Banedanmark fornyer og opgraderer sporene