Ny station åben ved Gødstrup

Banedanmark har lagt sidste hånd på Gødstrup Station, og stationen tager fra i dag imod tog og passagerer. Det betyder, at når regionshospitalet i Gødstrup åbner, kan ansatte, pårørende og andre besøgende tage toget lige til døren.Gødstrup Station er færdig og bliver i dag taget i brug. Det første tog standser på den nye station kl. 05:03 og fortsætter i retning mod Struer i forbindelse med, at en ny køreplan træder i kraft.
Stationen i Gødstrup lidt nord for Herning er bygget af Banedanmark med det formål at fragte ansatte og besøgende sikkert til og fra det nye regionshospital.
”Med den nye station i Gødstrup sikrer vi, at der er gode muligheder for at tage kollektiv transport for rigtig mange mennesker, der skal til eller fra regionshospitalet. Det er glædeligt, at Banedanmark er færdig med den nye station i god tid forud for åbningen af hospitalet, så det allerede fra første dag er muligt at tage toget lige til døren. Jeg håber, at rigtig mange vil bruge og sætte pris på den effektive og grønne transportmulighed til hospitalet, siger transportminister Benny Engelbrecht.
4.000 ansatte får tog til døren
Det nye hospital kommer til at have cirka 4.000 medarbejdere. Sammen med patienter, pårørende og andre besøgende får de med Banedanmarks nye station nu tog lige til døren med en effektiv og grøn transportform. Den nye station ligger ca. 200 meter fra hospitalets hovedindgang.
Stationsåbningen i Gødstrup vækker glæde hos Anders Kühnau (S), der er regionsrådsformand i Region Midtjylland.
”Med tog til og fra Gødstrup Station bliver det tydeligt, at det nye hospital er ved at vågne. I første omgang er passagererne jo først og fremmest medarbejdere, der skal puste liv i hospitalet og gøre det klar til indvielse i sensommeren. Men efter dem følger mange flere, og toget er en god og sikker måde, at komme til og fra behandling, besøg eller arbejde. I toget gør det jo ikke noget, at tankerne flyver”, siger Anders Kühnau.
Gødstrup Station ligger mellem Herning og Holstebro på jernbanestrækningen Vejle-Struer, cirka 5½ minutter i tog fra Herning Station.
På grund af den nuværende corona-situation vil indvielsen af stationen ikke blive officielt markeret.
Fakta om Gødstrup station:
- Gødstrup Station er bygget af Banedanmark og ligger 6 km nordvest for Herning Station
- Stationen ligger mellem Herning og Holstebro på strækningen Vejle-Struer.
- Perronen er 120 meter lang og 4,5 meter bred.
Kontakt
For yderligere informationer, kontakt Banedanmark Presse på tlf. 82341313 eller mail presse@bane.dk
Banedanmark fornyer sporene på travl strækning ved Snoghøj
I de kommende måneder arbejder Banedanmark på at udskifte fire sporskifter ved Snoghøj tæt på Fredericia. Arbejdet kan i perioder påvirke både tog- og motorvejstrafikken.

Nye digitale øjne skal overvåge jernbanen
Banedanmark installerer sensorer, der forbedrer overvågningen af jernbanen. Det skal styrke håndteringen af togdriften i ekstremt vejr.

Jernbanen gøres i disse år klar til fremtidens tog
I 2025 arbejder Banedanmark på en række store projekter, der skal forny og opgradere jernbanen, så den kommer i god form og bliver klar til at tage imod de nye tog. Få overblik over dette års store projekter på jernbanen hér.

Banedanmark opdaterer signalsystemet i Østdanmark
Fra 28. februar til 3. marts kører der ikke tog på strækninger med det nye signalsystem på Sjælland.