Kæmpemaskinen Anne pakker skærver i Banegraven
Regnen trækker tunge slør over stationen denne dag, men i banegraven glimter reflekserne fra de orange jakker. Genopbygningen af spor til 4-7 og det spritnye spor 8 er i fuld gang. Her midt mellem kabler, fliser, skinner, skærver, maskiner, der brummer, og gnister, der flyver er det selv på en meget grå dag synligt, at arbejdet rykker hastigt fremad fra dag til dag.
Denne dag har stationen besøg af en særlig gæst, sporstopperen Anne, der pakker og komprimerer ballasten – som er skærverne i sporet – godt og grundigt, så den ligger stabilt, og gør banen behagelig at køre på. Det foregår ved, at maskinen stikker lange jerndragere ned mellem skærverne langs sporene og trykker dem på plads.
Med en fart på 6-700 meter i timen arbejder Anne sig hen over de helt nye spor 4-8. Det kræver hele tre gennemkørsler, før togene kan rulle jævnt og stabilt ud og ind af stationen.
Arbejdet med at justere sporene fra afgangshallen til Frederiksbroen tager omkring en uge, men er det hele værd, for når de sidste skærver er på plads, er sporene endnu et skridt nærmere på at være klar til at tage mod fremtidens tog.
Sporstopperen vender tilbage i ugerne 46 og 49, hvor de sporskifter, som vi netop nu er ved at lægge under broen, der fører Frederiks Allé over banen, også skal justeres.
Puslespillet ved Frederiksbroen
Ved Frederiksbroen er tempoet intenst. En kæmpe kran arbejder sammen med en masse orangeklædte medarbejdere om at samle de sidste sporstykker og sporskifter.
Hver bevægelse er nøje afmålt – et puslespil med millimeterpræcision.
Der bliver løftet, målt og justeret. I ét øjeblik hænger et tonstungt sporskifte svævende i luften, i det næste falder det på plads som en af de sidste brikker i det gigantiske puslespil. Forude venter arbejdet med at svejse og justere sporene, men mens regnen stadig siler ned, er der tilfredshed og lettelse at spore.
Også de nye perroner langs sporene er ved at tage form. De karakteristiske hvide harlekin-plader, som danner forkanten af perronerne mod sporene, er lagt på plads. Nye lygtepæle, læskure og inventar skyder op, og under overfladen bliver kilometervis af kabler trukket og forbundet.
Læs mere om stoppemaskinen her: Stoppemaskine | Banedanmark.
Sporstopperen justerer sporene i Aarhus
Se, hvordan den 170 ton tunge stoppemaskine Anne justerer skærverne under skinnerne i Aarhus.
Hold dig opdateret om Aarhus H
Få sidste nyt fra ombygningen af Aarhus Hovedbanegård samt invitationer til aktiviteter og events i forbindelse med byggeriet.
Tilmeld dig Nyt fra Aarhus H
Knogle fra forhistorisk okse fundet under banebyggeri
Når vi bygger Aarhus’ nye jernbane, graver vi samtidig i fortiden. Det blev tydeligt for nogle uger siden, da en meget velbevaret knogle pludselig dukkede op i udgravningen ved Broen L nær Aarhus Å.
Banedanmark inviterer til åben byggeplads: Kom og se, hvordan arbejdet skrider frem
Søndag den 1. marts byder Banedanmark indenfor på en af de travleste byggepladser på Aarhus H-projektet, hvor alle, der har lyst, kan komme helt tæt på arbejdet med at gøre tre broer klar til elektrificering.
Taktile fliser viser vejen på de nye perroner
Det er blevet lettere for mennesker med synshandicap at færdes på Aarhus Hovedbanegård. Med den nye opgradering af perronerne på Hovedbanegården bliver der nemlig lagt helt nye taktile ledelinjefliser.
Nu kører togtrafikken igen i Aarhus
Efter 11 dage med togbusser og arbejde i døgndrift kører togene igen til og fra Aarhus