Har du træer tæt på jernbanen? Se her, hvad du skal tjekke

Når du har træer tæt på jernbanen, har du selv ansvaret for at tjekke, at de er sunde og raske. Vi har fem tegn, du kan kigge efter, når du skal tjekke, om du har et risikotræ.

Hvis træer vælter og rammer banen, kan de skade personer, tog og køreledninger samt forsinke en masse mennesker. Derfor er det vigtigt, du tjekker dine træer.

I 2023 til 2025 væltede 214 træer fra private matrikler ned på jernbanen.

5 tegn på et sygt træ

Er der døde/afknækkede grene? Har træets krone dårlig fylde? Har bladene en unormal størrelse eller farve? Skifter bladene farve tidligt eller mister træet sine blade tidligt?

Sidder barken løs og er død? Er der sår og revner i barken, indsunken bark eller hul i stammen? Har stammen en unormal farve eller slimflåd? Slimflåd er et symptom på, at træet har en sygdom som fx bakteriekræft, der særligt rammer hestekastanjer.

Har træets rødder dårlige livsbetingelser? Er jorden rundt om træet ofte meget våd? Du skal også tjekke rodudløbet og se, om der er sår. Et rodudløb er den fortykkede, synlige del af træstammen, der ligger lige over jorden, hvor de tykke rødder starter deres vandrette forgrening. Hvis der er blevet gravet i nærheden af træet, så er en del af rødderne måske er skåret over? Skader på rødderne kan også skyldes byggeri, opfyldning, asfaltering, kørsel, komprimering eller oplagring af materialer.

Er der svampe rundt om eller på træet? Det kan være ved roden, på stammen og/eller grenene. Udefra kan træet se friskt ud, men svampe kan være tegn på, at træet er råddent inden i.

Træets struktur siger noget om træets tilstand. Har stammen har en todelt stamme (tvege)? Hælder kronen til den ene side og/eller har træet lange og tunge grene?

Banedanmark-medarbejder spotter et risikotræ

Videoguide: Tegn på syge træer

Kom med ud, når Banedanmark tjekker træer langs banen og spotter de såkaldte risikotræer. 

 

Beskær eller fæld syge træer

Et usundt træ, der har et eller flere tegn på at være sygt, skal beskæres eller fældes. Du må gerne selv beskære eller fælde træer på din egen grund. Hvis du får professionel hjælp, kan det være en god idé at sikre sig, at vedkommende er forsikret, hvis der mod forventning sker skade på banen i forbindelse med træfældningen.

Gå ikke ind på Banedanmarks arealer

Det kan være livsfarligt at komme i nærheden af mange af vores anlæg. Det er derfor ikke er tilladt at færdes på Banedanmarks arealer. Hvis du er i tvivl, om du kan håndtere træfældningen uden at skabe ulykker eller komme til skade, opfordrer Banedanmark til, at du får en fagperson til at stå for fældningen.

Den 7. januar væltede et træ fra privat grund ned på jernbanen mellem Lyngby og Hellerup.

300 meter
køreledning blev rykket ned
12.000
passagerer blev forsinkede
150.000 kr
kostede det at reparere og rydde op 

Spørgsmål og svar

Hvis du har et træ, der er væltet ned på banen eller er lige ved det, skal du reagere med det samme og kontakte Driftscenter Danmark.

De kan stoppe togtrafikken ved ulykker: tlf. 33 12  57 50. 

Et risikotræ er et træ, der har en øget sandsynlighed for at kunne vælte. Og hvis det vælter vil det ramme jernbanen. Er du i tvivl om, hvorvidt dit træ er i risiko for at vælte, er det dit eget ansvar at få det undersøgt. Vi vil anbefale, at du opsøger en fagperson og får det tjekket. Det er billigere at forebygge end at betale regningen, når skaden er sket. 

Banedanmark er underlagt strenge regler for, hvad vi må bruge statslige midler til. Vi kan derfor ikke føre tilsyn og beskære træer i folks private haver. Folk har ansvar for deres egne træer. Derfor opfordrer vi vores naboer til, at de giver deres træer et sundhedstjek.

Se her, hvordan du spotter et usundt træ.

Banedanmark holder øje med bevoksningen på vores egne arealer langs banen og beskærer og fælder egne risikotræer. Det gør vi ved gående tilsyn og tilsyn fra førerrummet på togene. Hvis Banedanmark under egne tilsyn tilfældigt opdager risikotræer på privat grund, kan vi udstede et påbud til den pågældende træejer om at fjerne træet. 

Banedanmark kan desværre ikke tilbyde at komme ud og vurdere dine træer eller fælde dem. Som styrelse er vi er underlagt strenge regler for, hvad vi må bruge statslige midler til. Vi må hverken føre tilsyn eller beskære træer i folks private haver. Men der er mange dygtige træfældere derude, så tøv ikke med at få professionel hjælp, hvis du er i tvivl.
En god tommelfingerregel er at tjekke, inden storm-sæsonen rammer din have. Herudover skal du være særlig opmærksom, når der har været meget regn eller meget tørke. 

De massive mængder regn gør nemlig jordbunden så våd, at risikotræer lettere vælter. Den meget våde jord holder ikke lige så godt på træernes rødder. De våde jordforhold kan samtidig medvirke til, at sunde træer udvikler sig til risikotræer. 

Derudover giver det mere omskiftelige vejr med både vand og tørke forventeligt flere risikotræer. 
 

Hvis et af dine træer vælter, og der var tydelige tegn på, at det var usundt, kan du blive stillet til ansvar – også økonomisk. Det kan altså blive dyrt, hvis et træ fra din grund vælter ned på jernbanen og skader køreledninger eller skinner.

Retspraksissen på området er, at en borger kan stilles til ansvar, hvis de vidste eller burde have vidst, at træet udgjorde en risiko. Den vurdering vil bygge på en konkret vurdering af, om træet åbenlyst så usundt og risikabelt ud. 

 

Se her, hvad du skal kigge efter, når du tjekker dine træer. 
Vi anbefaler, at du kontakter en autoriseret træfælder, som kan hjælpe dig med at få fjernet træet. 
Hvis dit træ vælter, uden der er tydelige tegn på, at træet var usundt, står du ikke til ansvar for, at træet er væltet. Vi håber, at du vil tjekke dine træer, inden ulykken sker, så vi sammen kan holde banen fri for træer. 

Se her, hvordan du spotter et usundt træ.
Tæt, lav bevoksning eller buske har stort set samme effekt som høje træer. Du kan eventuelt kontakte din lokale planteskole for at få vejledning.