Når du skal krydse jernbanen
Det er ulovligt og kan være med livet som indsats at krydse jernbanen uden for de autoriserede overgangssteder, ligesom man heller ikke må gå langs skinnerne eller passere en overkørsel, mens bommene er nede. Selv om du måske synes, der er god tid og langt hen til toget, så udsætter du dig selv for livsfare.
Sporet er et farligt sted at befinde sig, så derfor skal man holde sig fra at krydse skinnerne, hoppe ned fra perronen eller på nogen måde befinder sig på skinnerne.
Når du skal krydse en jernbane, slår de naturlige trafikinstinkter ikke til. Togene kører stærkt, de tager længere tid om at bremse end en bil, og kan ikke dreje uden om dig. Samtidig er det en rystende oplevelse for den lokomotivfører, der har oplevelsen af at være tæt på at køre dig ned, når du løber ud foran toget.
Af hensyn til din egen sikkerhed skal du benytte de lovlige overgange, når du skal krydse jernbanen, og respektere signalerne i overkørsler og overgangsanlæg. Præcis som når du bevæger dig i den øvrige trafik.
På vejen
Der findes tre typer automatiske overkørsler:
• Advarselssignalanlæg, som kun har blinklys og klokker.
• Halvbomanlæg, som desuden har en bom til hver side, der spærrer højre vejbane.
• Helbomanlæg, som på begge sider spærrer såvel højre som venstre vejbane.
Langs vejen til begge sider er der færdselstavler, som fortæller, at man kommer til en jernbane, ligesom nogle overkørsler har stibomme, der rækker ud over fortov og cykelsti.
Lokomotivføreren får i god tid en melding, hvis overkørslen ikke fungerer korrekt, så han eller hun kan nå at standse toget foran overkørslen. Lokomotivføreren giver så besked til fjernstyringscentralen, som sender personale ud for at få overkørslen til at fungere korrekt igen. Indtil overkørslen er meldt klar, bliver samtlige tog, som skal forbi, underrettet om situationen.
Når en lokomotivfører får besked om, at en overkørsel er eller kan være i uorden, standser han eller hun toget foran overkørslen, og kører forsigtigt gennem overkørslen, mens der fløjtes - eller "tyfoneres", som det hedder. Det gør lokomotivføreren for at advare trafikanterne om, at der kommer et tog. Er advarselssignal- eller bomanlægget slet ikke gået i gang, forsøger lokomotivføreren at aktivere anlægget, inden toget kører gennem overkørslen.
Af færdselsloven fremgår det netop, at der skal vises skærpet opmærksomhed ved passage af overkørsler, så derfor skal både vej og bane altid være opmærksomme på hinanden.
Her kan du se en grafik, der viser, hvordan en overkørsel fungerer.
Her kan du få et overblik over de forskellige typer overkørsler.
På stationen
På alle S-togsstationer og alle større stationer på fjernbanen er der elevatorer, gangbroer og/eller tunneler, du skal benytte, når du skal krydse sporet.
Hegn og skilte
Banedanmark vurderer løbende, hvor der skal sættes hegn og skilte op langs banen, men vi kan ikke hegne hele jernbanen ind. Det skal også være muligt at arbejde på og ved jernbanen.
Du skal altid respektere skiltene og hegnene, som er opstillet for din sikkerheds skyld. De hegn, der er sat op, er sat op til at markere et jernbaneareal. De er ikke sat op med tanke på, at de skal være umulige at forcere.
Jernbaneoverkørsler
Banedanmark har opgraderet flere hundrede overkørsler og forsynet dem med bomme.
Se status
Pas på banen
Det er både ulovligt og livsfarligt at krydse sporene– og så er det dybt traumatiserende for lokomotivførerne.
Derfor har lokomotivfører Torben to vigtige budskaber.