Skinnefræseren er tilbage i Danmark

For at undgå, at de små revner i jernbaneskinnerne vokser sig store, skal de fræses væk. Det er en opgave for den 155 tons tunge skinnefræser.

For at undgå, at de små revner i jernbaneskinnerne vokser sig store, skal de fræses væk. Det er en opgave for den 155 tons tunge skinnefræser, der tager på sin årlige efterårsturné – og den begynder i det østjyske.

Skinnefræseren er klar til at krydse grænsen og komme til Danmark igen. Hen over efteråret vil fræseren sammen med holdet af specialister, der styrer fræse- og slibehjulene, gæste landet for at fjerne små revner i skinnerne, inden de vokser sig store.

Der er tale om et præcisionsarbejde, når skinnerevnerne, der dårligt kan ses med det blotte øje, skal fræses væk. Når fræsehjulene er i gang, kryber fræsetoget sig fremad i et tempo på 400 til 600 meter i timen, og i arbejdsgangen kan togets fræsehjul dermed fræse over en millimeter af skinnen for hver passage. 

”Skinnefræsningen sikrer, at skinnerne holder længere, og risikoen for skinnebrud mindskes. Det bliver lettere for togene at overholde køreplanerne, når der er færre steder, hvor togene skal sætte tempoet ned, og vi får færre skader, der skal udbedres, når vi holder skinnenettet i god form,” siger Pernille Skovrup, sektionschef i Banedanmark.

Normalt vil fræsetoget behøve 1-3 passager for at fjerne en revne, og på en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernet bliver herefter kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt.

Vedligehold betaler sig
For Banedanmark er det vigtigt, at alle komponenterne på jernbanen ikke blot fungerer – men at de også fungerer længst muligt. Skinner, sporskifter, ballast, bomme og al det andet hardware på banen bliver udskiftet, når de forskellige dele har nået deres udløbsdato.

Er jernbanen godt vedligeholdt, så holder de enkelte dele længere, hvilket sparer jernbanen for udgifter og passagererne for ærgrelser. Banedanmark har en klar strategi for at sikre, at alle komponenterne på jernbanen bliver vedligeholdt, så de holder så længe som muligt.

I det lys er skinnefræsningen en vigtig opgave, fordi nattens arbejde med specialtoget forlænger skinnernes levetid.

Fræsningen er en del af en forebyggende indsats, der betyder, at skinnernes levetid forlænges. Forudgående dataanalyser sikrer grundlaget for en optimal vedligeholdstilgang, som samlet set og på lang sigt giver billigere vedligeholdsomkostninger og færre punktlighedspåvirkning.

Kører om natten - klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort, så det er klar til næste nats etape.

”Det er vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som kan udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Derfor kører skinnefræseren om natten, så den ikke forstyrrer passagererne,” siger Pernille Skovrup.

På baggrund af ultralydsmålinger fra de særlige målevognstog finder Banedanmark frem til de revner, der skal fræses væk. Ved at benytte måletoget opspores fejlene på et tidligere stadie end førhen, hvilket gør vedligeholdelsesarbejdet lettere.

Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder, mens klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.

Fakta:

  • Fræsetoget er knap 44 meter langt
  • Vægten er 155 ton med fræsespånerne.
  • Fræsetoget har to fræsehjul og et slibehjul i hver side.
  • Afhængig af, hvor store revnerne er, og hvor på jernbanenettet de befinder sig, kan skinnefræseren fjerne op til ti revner per nat.

 

Se, hvor skinnefræseren kører i november og december

 

Seneste nyt fra banedanmark