Nyt spor snart klar på Slagelse Station
Som led i den omfattende fornyelse af Slagelse Station forventer Banedanmark at kunne tage endnu et nyrenoveret spor i brug til december. Med det nye spor bliver der igen plads til det normale antal tog igennem stationen. Arbejdet betyder i uge 50 længere rejsetid gennem Slagelse Station.
Siden i sommer har der været fuldt tryk på den store ombygning af Slagelse Station. Sporombygningen skal ruste stationen til fremtidens togtrafik og hurtigere tog på den travle togstrækning mellem København og Storebælt.
Til december er endnu et nyrenoveret spor klar på Slagelse Station. Kapaciteten gennem stationen har været nedsat i efteråret, mens Banedanmark har ombygget sporene, men når det nye spor er klar i december, får Slagelse Station igen den normale kapacitet tilbage.
Den samlede opgradering af Slagelse Station indebærer bl.a. ombygning af syv spor igennem stationen, udskiftning af 37 sporskifter og etablering 18 helt nye sporskifter. Derudover udskiftes sporkassen, der er banens fundament og skærverne flere steder, og stationens perroner fornyes.
Projektdirektør Klaus S. Jørgensen siger:
”Opgraderingen af Slagelse Station vil øge komforten for passagererne på stationen og sikre en mere effektiv og fleksibel trafikafvikling. Det vil komme togpassagererne til gode i form af flere tog til tiden på en af Danmarks travleste togstrækninger.
Snart normal kapacitet igennem Slagelse
Mens Banedanmark arbejder med at gøre det nye spor klar på Slagelse Station, vil det påvirke togtrafikken:
- Fra mandag d. 13. til fredag d. 17. december skal togpassagerer regne med længere rejsetid på tog gennem Slagelse, det er derfor en god idé at tage af sted i god tid.
- Fra mandag d. 13. til fredag d. 17. december vil der derudover være aflysninger af myldretids-lyntog mellem landsdelene. Det er derfor en god idé at planlægge rejsen på Rejseplanen.
- Lørdag d. 18. og søndag d. 19. december kører der ingen tog mellem Ringsted og Korsør. DSB indsætter togbusser på strækningen.
- Togdriften genoptages mandag d. 20. december – dog kører der færre tog frem til kl. 15.
Arbejdet afsluttes i 2022
Når det nye spor igennem Slagelse Station tages i brug til december, vil hovedparten af de arbejder, der påvirker togtrafikken, være færdige.
Den samlede opgradering af selve Slagelse Station ventes afsluttet i midten af 2022. De resterende arbejder er planlagt i helligdags-weekender og i sommerferien for at påvirke togtrafikken så lidt som muligt.
Togtrafikken kører igen nordpå fra Aarhus
Efter mere end tre måneder med totalspærring kører der igen tog fra Aarhus i nordgående retning. Der er i perioden blevet arbejdet på flere broer, og der er lagt nye spor.
Togtrafikken i Østdanmark er genoptaget
Efter store problemer på grund af nedrevne køreledninger, kører der igen tog på Banedanmarks strækninger i Østdanmark.
Cykelparkeringen på Bruuns Bro i Aarhus lukkes akut
Konstruktionen på Bruuns Bro i Aarhus er så svækket, at cykelparkeringen lukkes med øjeblikkelig virkning. Cyklerne flyttes om to dage til nærliggende lokation.
Banedanmark ombygger Hillerød Station
Lokaltogs spor på Hillerød Station skal forbindes, så togene sydpå kan køre gennem Hillerød Station og videre til det kommende supersygehus i Favrholm. Banedanmark etablerer også nye sporskifter, nyt kørestrømsanlæg til S-banen og en gangbro, der fører over alle sporene på stationen.