Hold afstand: Banedanmark tænder for strømmen på vestjyske stationer
Danmarks første batteritog ruller snart ud på det statslige tognet i Vestjylland, og Banedanmark tænder derfor for strømmen til to nye ladeanlæg, der skal forsyne togene med strøm til turen.
Der løber snart strøm gennem to nye ladeanlæg til batteritog på Holstebro og Skjern Stationer, og Banedanmark opfordrer kraftigt til at have respekt for og holde god afstand til ladeskinner, kørestrømsledninger- og master.
”Inden årets udgang pensionerer Midtjyske Jernbaner sine gamle dieseltog og indsætter nye batteritog, og dermed følger også stærk kørestrøm. Derfor er det enormt vigtigt, at alle der færdes på Holstebro og Skjern Stationer ved, at man ikke skal kravle op på tog eller op i kørestrømsmaster. Det er simpelthen livsfarligt,” siger Joakim Jensen, der er sektionschef i Regler og Hændelser i Banedanmark.
Ladeanlæggene lader med 25.000 volt, og man risikerer livsfarligt stød, hvis man kommer inden for 1,75 meters afstand af anlæggene. Der er strøm i anlæggene hver dag, døgnet rundt.
”Vi oplever desværre indimellem, at særligt unge får den idé at kravle op på parkerede tog. Det er nyt for midt- og vestjyderne, at der er kørestrøm på stationerne, så derfor er det vigtigt at snakke med sine børn om, at leg på tog er farlig leg,” siger Joakim Jensen.
Banedanmarks ladeanlæg på Holstebro og Skjern Stationer er en forudsætning for, at Midtjyske Jernbaners nye batteritog kan komme i drift. Skinnerne mellem Skjern og Holstebro blev desuden fornyet og gjort klar til batteritog i sommeren 2025.
Det er en del af Infrastrukturplan 2035, at hele den statslige togtrafik skal være emissionsfri. Det betyder, at strækninger, der ikke elektrificeres med køreledninger, skal elektrificeres gennem batteritogdrift.
Fakta:
- Der bliver sat strøm til ladeanlægget på Holstebro Station og Skjern Station i løbet af december 2025
- På Holstebro station er der etableret en ladeskinne, hvor togene kører ind under og oplader statisk.
- På Skjern station er der etableret et kørestrømsanlæg med ledninger og opladning sker via togets strømaftager.
- Midtjyske Jernbaner har indkøbt i alt 7 nye batteritog af typen Siemens Mireo Plus B, der sættes i drift på Midtjyske Jernbaners egen strækning Vemb-Lemvig- Thyborøn og på det statslige jernbanenet mellem Skjern og Holstebro.
To fornyede spor er nu klar på Hellerup Station
Bedre muligheder for at afvikle trafikken på Hellerup Station.
Ny jernbanebro over Guldborg Sund på plads
I september blev den nye broklap monteret på udvidelsen af Kong Frederik IX’s bro, og i oktober er de 11 broelementer et efter et blevet lagt på plads på bropillerne i Guldborg Sund. Dermed er vi nu kommet et stort skridt nærmere en ny, klimavenlig togforbindelse mellem Danmark og Europa.
Aarhus Helhedsløsning bevæger sig væk fra banegården
I starten af november tog Banedanmark fat på anden etape af Aarhus Helhedsløsning. Nu skal sporene uden for Banegraven bygges om.
Jernbanestrækninger er ikke i risiko for at lukke
Banedanmark investerer og vil også i de kommende år investere i vedligehold og fornyelse af jernbanen, og der er ikke strækninger i Danmark, der er så nedslidte, at de risikerer lukning inden for få år.