EU sender 145 millioner kroner til nyt signalsystem på Fyn

Banedanmark udruller i disse år et nyt digitalt signalsystem på alle statens jernbanestrækninger, hvor systemet erstatter de gamle signaler langs banen. Det nye system giver en mere effektiv og stabil togdrift og bygger på teknologien ERTMS, som alle EU-lande er blevet enige om at implementere. På strækningen fra Korsør-Odense vil ERTMS også gøre det muligt at øge den generelle maksimale hastighed til 200 km/t.
Banedanmark har søgt om EU-midler til at udrulle ERTMS på strækningen mellem Korsør og Middelfart, og har netop fået tilsagn om 145 millioner kroner til projektet. Strækningen er en del af den såkaldte Skandinavien-Middelhavet korridor, som er en vigtig transportkorridor i EU. Transportminister Thomas Danielsen er glad for, at EU støtter Danmarks arbejde med det nye signalsystem:
”Det nye signalsystem kommer til at give en langt mere stabil og sikker drift for jernbanen i Danmark. Det er et stort skulderklap til Banedanmark og Sund & Bælt, at EU støtter udrulningen af ERTMS. Udskiftningen af signalsystemet er en omfangsrig og kompliceret opgave, som alle EU-landene skal igennem, og vi kan godt være stolte af i Danmark, at vores arbejde med de nye signaler bringer os i førertrøjen i EU i forhold til at afskaffe de analoge signaler,” siger transportminister Thomas Danielsen.
Også i Banedanmark er man glade for den økonomiske håndsrækning:
”Det digitale signalsystem er et markant løft af infrastrukturen i Danmark og Europa. Det betyder, at vi kan køre trafikken tættere, mere effektivt og med højere punktlighed, end vi kunne med de gamle signaler og anlæg, som var nedslidte og årsag til mange fejl. Vi er glade for, at EU har valgt at støtte det vigtige projekt,” siger områdechef for Signal Mads Søndergaard Petersen.
Det er ikke kun Banedanmark, som modtager støtte til at udrulle ERTMS på strækningen. Sund og Bælt har fået bevilget 32 millioner kroner til at udrulle signalsystemet på Storebæltsforbindelsen. EU-midlerne kommer fra EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility (CEF), der støtter anlæg af infrastrukturprojekter på det transeuropæiske transportnet.
Det digitale signalsystem forventes at være udrullet på jernbanen over Fyn i 2028. Projektet er en del af Signalprogrammet, som udskifter alle signaler på de danske statsjernbaner med ERTMS frem mod 2033. Samtidig udskifter de andre EU-lande også deres signaler med ERTMS, hvilket på sigt skal gøre det nemmere for jernbanevirksomhederne at transportere både passagerer og gods grønt på tværs af grænserne.
Læs mere om udrulningen af nyt digitalt signalsystem på den danske jernbane

Intensivt arbejde på Aarhus Banegård hen over sommeren
Mens sommerstemningen har hersket i Smilets By, har Banedanmark arbejdet intensivt med ombygningen af Aarhus Hovedbanegård, der bl.a. skal have nye, længere perroner, nyt digitalt signalsystem, og som skal elektrificeres, så banen er klar til de nye eltog i slutningen af 2026.

Nu kommer der mere aktivitet på Aarhus H-projektet
Projektet med den store opgradering af Aarhus Hovedbanegård går i efteråret ind i en fase med flere aktiviteter på og omkring byggepladserne. Det kan mærkes i hele området omkring banegården. Få indblik i, hvad det betyder for dig, der går, cykler eller bor i nærheden.

Kom med byggechefen på arbejde
Sommer efter sommer står byggechef Jan Rudebeck i sporene og skifter spor, sveller og skærver. I år er han byggechef på Aarhus Hovedbanegård, hvor han bruger sine mange års erfaring til at bygge banen bedre.

Et hav af minder blev byttet for skinner
Banedanmark inviterede søndag til åben byggeplads på Aarhus Hovedbanegård, hvor aarhusianerne fik et særligt indblik i byggeriet af jernbanen, der netop nu gennemgår en omfattende opgradering. En gammel skinne fra Hovedbanegården blev uddelt i små stykker til aarhusianere med mindeværdige oplevelser fra banen.