Banedanmark undersøger grundlæggende årsag til fejl i signalsystemet
I torsdags blev det nye digitale signalsystem ramt af en fejl, som påvirkede flere strækninger i Jylland. Fejlen blev rettet, så signalsystemet igen kørte stabilt fredag aften, men trafikken var fortsat påvirket hen over weekenden. Banedanmark har siden sammen med leverandørerne undersøgt den grundlæggende årsag til fejlen.
Fejlen opstod som følge af en synkroniseringsfejl mellem Traffic Management Systemet og en tidsserver.
”Vi er meget kede af, at mange passagerer blev påvirket af driftsforstyrrelser. Jeg er dog samtidig glad for at kunne konstatere, at Banedanmarks beredskab for større nedbrud og evt. cyberangreb fungerede, som det skulle. Det var en kompleks fejlsøgning, som involverede flere leverandører og mange eksperter på tværs af Europa, og hvor en effektiv koordination mellem leverandører og systematisk opfølgning på deres arbejde med fejlsøgning var væsentlig. Vores leverandør af det digitale signalsystem er nu i gang med at analysere de bagvedliggende årsager til fejlen. Vi vil samtidig som altid gennemgå læringspunkter fra håndteringen af denne driftsforstyrrelse, så vi sammen med vores leverandører kan blive endnu bedre til at håndtere den slags hændelser,” siger direktør for digitale signaler, Kirsten Winther Jørgensen.
Analysearbejdet af de bagvedliggende årsager til fejlen er stadig i gang. Der er dog intet som helst, der tyder på, at fejlen skyldes påvirkning udefra, eller at driftsforstyrrelsen har sammenhæng med de udfordringer, TDC samtidig oplevede med deres netværk. Der har ikke været nogen sikkerhedsmæssige risici forbundet med fejlen, og det har således været sikkert at genoptage og afvikle trafikken under hele forløbet.
Besøg de fantasifulde kørestrømsmaster ved Bjørnholms Allé
Søndag d. 1. marts slog Banedanmark portene op til åben byggeplads på Bjørnholms Allé i Aarhus. Over 900 borgere deltog og fik et indblik i det arbejde, som foregår bag byggepladshegnet. Et af de store tilløbsstykker var udsmykning og farvelægning af kørestrømsmaster, der nu kan opleves på byggepladshegnet.
Cykelparkeringen ved Bruuns Bro i Aarhus er blevet lukket før planlagt
Konstruktionen ved siden af Bruuns Bro i Aarhus er så svækket, at cykelparkeringen mandag den 13. april blev lukket med øjeblikkelig virkning. Cyklerne blev i de efterfølgende dage flyttet til en nærliggende lokation.
Det nordgående spor ud af Aarhus H er nu klar til den kommende elektrificering
Det omfattende arbejde med at fjerne den gamle jernbanebro syd for Åbyhøj og etablere en ny sporføring er nu færdigt. Der er dermed skabt plads til den kommende installation af kørestrøm langs banen, og togtrafikken i nordgående retning er samtidig blevet genåbnet.
Togtrafikken kører igen nordpå fra Aarhus
Efter mere end tre måneder med totalspærring kører der igen tog fra Aarhus i nordgående retning. Der er i perioden blevet arbejdet på flere broer, og der er lagt nye spor.