Banedanmark skal finde en udvikler til buerne under Nørrebro Station

Området omkring Nørrebro Station skal de kommende år forvandles fra et transitområde til et attraktivt og trygt bymiljø med liv og aktivitet. Som ejer af brobuerne under Højbanen er Banedanmark en del af projektet, som Københavns Kommune netop har offentliggjort planen for.
Gennem flere år har brobuerne stået tomme, men ligesom resten af området skal buerne udvikles til gavn for det mangfoldige liv på Nørrebro. Derfor forbereder Banedanmark nu udbuddet vedrørende udvikling af buerne i jagten på den helt rette ejendomsudvikler, der kan løfte opgaven og skabe rammerne for et mere trygt, moderne og levende samlingspunkt.
”Området omkring Nørrebro Station trænger til en renovering. Banedanmark har et ønske om, at brobuerne skal bidrage til et attraktivt byliv og et trygt miljø ved Nørrebro Station, hvor både besøgende og de lokale beboere skal have lyst til at mødes og opholde sig. Derfor sætter vi nu gang i udbudsprocessen for at tiltrække den ejendomsudvikler, der skal stå for at udvikle området samtidig med, at Banedanmark løbende vedligeholder broen under banen,” siger Martin Gardezi Aggergaard, områdechef for Indkøb, Logistik & Facility Management i Banedanmark.
Nyt, attraktivt byrum
Det valgte udviklingsselskab kommer til at have ansvaret for, hvordan lejemålene designes ud fra de krav, Banedanmark har fastlagt, og hvad de skal indeholde.
”Vi ønsker at finde en udvikler, der kan forene en høj arkitektonisk kvalitet med et mix af forskellige aktiviteter såvel kommercielle som ikke-kommercielle under broen,” siger områdechef Martin Gardezi Aggergaard.
Den 14. november blev en forhåndsmeddelelse offentliggjort i EU-tidende, hvor man kan læse mere om det kommende udbud. Selve udbuddet forventes at blive offentliggjort i januar 2025.
Læs mere på Banedanmarks hjemmeside: Brobuerne på Nørrebro Station | Banedanmark.

Nu digitaliserer vi Aarhus Hovedbanegård
I uge 41 begynder arbejdet med at skifte de gamle signaler ud med det nye, digitale signalsystem på Aarhus Hovedbanegård. Det nye system skal få togtrafikken til at glide lettere – og det betyder, at du som passager kan se frem til færre forsinkelser og kortere rejsetider.

Aarhusiansk jernbanehistorie gennem minder på skinner
Mange har minder, der er forbundet med jernbanen i og omkring Aarhus. Minderne blev indsamlet ved et arrangement på Aarhus Hovedbanegård tidligere på året, hvor mere end 200 aarhusianere byttede et minde for et lille stykke skinne fra Hovedbanegården i forbindelse med opstarten af byggeriet.

Banedanmark etablerer byggeplads og adgangsvej til banen
Cykel- og gangsti bliver omlagt.

Sporfornyelsen på Aarhus Hovedbanegård tager form: Se udviklingen siden maj
Arbejdet med at bygge de nye spor og perroner på Aarhus H skrider hastigt fremad. I maj 2025 var skinner, sveller og ballast fjernet i spor 4-7, og hele området var gravet op.