Aarhus Helhedsløsning bevæger sig væk fra banegården
Siden 1. april har der været heftig aktivitet i Banegraven i Aarhus, hvor spor og perroner er blevet bygget om og fornyet. I den kommende tid rykker arbejdet gradvist længere væk fra Banegården, når projektet går ind i en ny fase.
Fra uge 45 gik megaprojektet Aarhus Helhedsløsning i gang med den såkaldte entreprise 2, som hovedsageligt består af sporfornyelse og afvanding uden for Banegraven. Enkelte steder bliver kurver rettet en smule ud, hvilket kommer til at give en lille tidsbesparelse, når togene skal til og fra banegården.
Projektchef Helle Thambo glæder sig over at kunne tage hul på næste etape af byggeriet:
”Indtil nu har projektet forløbet, som det skal, og vi rammer milepælen helt efter tidsplanen, når vi nu går i gang med næste fase. Her kommer vi til at arbejde os væk fra banegården og ud mod Kongsvang. Det betyder også, at vi nu er nået langt med at ombygge spor og perroner i Banegraven,” siger projektchef Helle Thambo.
Senere i entreprise 2 skal der arbejdes ved flere broer. Jernbanen under Skanderborgvejbroen, skal sænkes, og Kongsvangsbroen skal hæves med en meter, så der kan blive plads til kørestrømsanlæg. I samme forbindelse omisoleres De Tre Broer i Viby.
”Kompleksiteten i entreprise 2 er ikke nær så høj som i det, vi har udført indtil nu. Det handler mest om sporarbejde, og vi skal ikke ombygge perroner, og samtidig skal vi ikke arbejde lige så tæt på anden infrastruktur. Men det er stadig et komplekst projekt, og vi kommer til at arbejde hårdt på at næste fase forløber lige så godt som den første,” siger Helle Thambo.
Selvom projektet nu går i gang med den nye etape, så fortsætter arbejdet i Banegraven. Her skal blandt andet spor 2 og 3 samt perroner ombygges, hvilket går i gang i uge 3 næste år.
Aarhus H: Ombygning
Perroner og spor ved og på Aarhus Hovedbanegård skal fornyes og renoveres. Samtidig skal strækningerne til og fra sporfornyes, hastighedsopgraderes, elektrificeres og have nye signaler.
Læs om projektet