Strakstiltag pr. 19. maj 2025

På baggrund af ulykken i Vordingborg har Banedanmark den 19. maj 2025 besluttet at indføre et strakstiltag vedrørende opsætning af rødt/hvidt lægtehegn.

På baggrund af ulykken i Vordingborg har Banedanmark den 19. maj 2025 besluttet at indføre et strakstiltag vedrørende opsætning af rødt/hvidt lægtehegn som markerer sikkerhedsafstanden til spor eller nabospor i drift. 

Krav:

Fremadrettet skal der som udgangspunkt opsættes rødt/hvidt lægtehegn som markerer sikkerhedsafstanden til spor eller nabospor i drift ved arbejde på Banedanmarks infrastruktur. Kravet gælder i arbejdsområder hvor der arbejdes op til 4 meter fra spor eller nabospor i drift. Opsætningen af lægtehegn skal kun ske ud for det aktuelle arbejdssted – altså dér, hvor arbejdet udføres. Kravet gælder alle steder hvor personale har en fysisk tilstedeværelse i sporet ifm. arbejdet. 

Omfang:

Tiltaget skal:
•Implementeres i alle fremtidige jernbanesikkerhedsplaner og jernbanesikkerhedsinstruktioner. 
•Indarbejdes ved revidering af eksisterende jernbanesikkerhedsplaner og jernbanesikkerhedsinstruktioner. 

Undtagelser:

Tiltaget gælder ikke for:
Arbejder hvor det tager længere tid at sætte hegn op end det gør at udføre arbejdet. 
Arbejder hvor arbejdsholdet bevæger sig løbende, fx landmåling, eftersyn og smøring af sporskifter, m.v.
Arbejder der udføres fra sporsat maskine, fx ophængning af køreledning, skærvesupplering, justeringsarbejde m.v.

Her kan det være aktuelt med en person, der sikrer, at personer, der arbejder, ikke overskrider sikkerhedsafstanden, som beskrevet i Sikkerhedsreglementerne.
Tiltaget gælder ej heller hvor der arbejdes med vagtpost. 

Dispensation:

Banedanmarks sikkerhedskoordinatorer kan dispensere fra kravet, hvis der er andre fysiske forhold, som på anden vis hindrer utilsigtet adgang til spor eller nabospor i drift.
Hvis dette er tilfældet, skal dette fremgå i løsningsbeskrivelsen i jernbanesikkerhedsplanens punkt 11: "Hvordan sikres der mod overskridelse af sikkerhedsafstanden til spor i drift for personer."