Nu elektrificeres banen igennem Aalborg

Banedanmark er gået i gang med at elektrificere jernbanen mellem Skalborg og Aalborg Lufthavn. Arbejdet udføres i perioden fra december 2024 til juni 2025.
Elektrificeringen af jernbanen op gennem Jylland er nu nået til Aalborg, hvor det indledende arbejde er gået i gang. Arbejdet med elektrificeringen af banen igennem Aalborg løber frem til udgangen af juni 2025.
Beskæring af beplantning langs banen
Væltede træer og nedfaldne grene kan beskadige kørestrømsanlægget og medføre forsinkede og aflyste tog. Derfor rydder eller beskærer vi bevoksning i op til 10 meters afstand til banen.
Prøvesugning
Vi foretager prøvesugninger, der hvor der skal sætte kørestrømsmaster op. Det gør vi for at afdække jordforhold og nedgravede kabler forud for arbejdet.
Nedramning af fundamenter
I begyndelsen af 2025 starter så nedramningen af de fundamenter, som kørestrømsmasterne efterfølgende skal fastboltes på. Fundering og ramning af betonfundamenter kan desværre ikke undgå at støje og skabe vibrationer.
Nedramning af et betonfundament tager typisk 30 minutter – derefter bevæger vi os videre henad strækningen. Det kan dog tage længere tid, særligt på stationerne hvor fundamenterne skal placeres tættere, eller hvis der er besværlige jordbundsforhold.
Opsætning af kørestrømsmaster
Når ramningen af fundamenter er overstået følger en arbejdsperiode, hvor selve kørestrømsmasterne skal sættes op og monteres, inden vi begynder på ophængning af køretråd på strækningen.
Afslutningsvis foretager vi en række justeringer af banen og kørestrømsanlægget, inden banen er klar til testkørsel og indsættelse af eltog fra udgangen af 2026.
Arbejdet udføres om natten
For ikke at forstyrre togdriften i dagtimerne foregår al elektrificeringsarbejde i nætterne fra søndag aften til fredag morgen i tidsrummet klokken 20.00 – 05.00.
Banedanmark kan desværre ikke angive præcist, hvor vi arbejder på strækningen i de enkelte uger, da vi skal arbejde flere steder samtidig. Derudover skal vi tage hensyn til øvrige projekter på banen samt vejrforhold.
Du kan læse mere om arbejdet med at elektrificere jernbanen i vores folder:
Sådan elektrificerer vi den danske jernbane
Læs mere om elektrificering mellem Aarhus, Aalborg og Aalborg Lufthavn
Se orienteringsbrev til banens naboer om projektet (PDF)

Hastigheden sænkes efter togulykke
Banedanmark og DSB har koordineret med Sønderborg og Aabenraa kommuner omkring en række tiltag, der skal øge sikkerheden ved overkørslerne endnu mere mellem Sønderborg og Tinglev. Togets hastighed sættes ned i overkørslerne, beplantning beskæres, så udsynet forbedres, der opsættes nye skilte, og der etableres rumleriller i vejen.

Ni overkørsler på den statslige jernbane er uden bomme
I de seneste år har Banedanmark opgraderet flere hundrede overkørsler og forsynet dem med bomme. Nu er der ni overkørsler tilbage uden bomme på statslige jernbanestrækninger, hvor der kører passagertog, mens Banedanmark er ansvarlige for 20 overkørsler uden bomme på privat- og havnebaner.

Tog afsporet mellem Kliplev og Tinglev
Et tog ramte sent fredag eftermiddag et køretøj i en overkørsel mellem Kliplev og Tinglev. Trafikken er indstillet til og med fredag den 22. august, mens der ryddes op efter ulykken.

Trafiktårnet lyser op i regnbuens farver
Banedanmark lyser Trafiktårnet i København op for at markere, at der er plads til alle på banen.