Anlægsområde - Aarhus H

Her arbejder Banedanmark

I henhold til bekendtgørelse nr. 1283 af 5. november 2025 (bekendtgørelse om forurening og gener fra ombygning af Aarhus H) orienteres der her om bygge- og anlægsarbejdernes stadier for så vidt angår arbejderne fra uge 48 2025 og frem.

Arbejderne indtil uge 48 2025 fremgår under foldemenuen nederst på denne side.

Arbejderne fra uge 48 og frem består af syv stadier, som beskrives i det følgende. Til sidst beskrives også de byggepladser, hvor der vil være aktiviteter i perioden. Det angives under de enkelte afsnit, hvorvidt der forventes arbejder i aften- og natperioden (kl. 18-07) knyttet til pågældende afsnit.

I alle stadierne vil der ske kørsel på baneterræn med materialer og restprodukter mellem alle lokationer, og der vil blive udført installation af komponenter. Disse aktiviteter er ikke nødvendigvis nævnt særskilt nedenfor.

Nogle begreber, der bruges i det følgende:

Perronspor: betegnelsen for de spor, der er beliggende ved selve perronerne og lidt uden for perronområdet. I Aarhus er de nummereret med ét ciffer, fx ”(perron)spor 2”.
Hovedspor: betegnelsen for de spor, der står for den primære togdrift til og fra Aarhus, uden for selve stationen/perronområdet. I Aarhus er de nummeret med to cifre, fx ”(hoved)spor 40”.
Sidespor: betegnelsen for de spor, der primært bruges i forbindelse med fx rangering af tog og materialer mv. og ikke primært til egentlig passager- eller godsdrift. I Aarhus er de typisk nummereret med tre cifre, fx ”(side)spor 500”.
BPU-arbejder: BPU står for ”beskyttelse og potentialudligning” og handler bl.a. om at jorde elektriske komponenter og større anlæg, så der ikke er risiko for mennesker eller infrastruktur.
Aftenarbejder og lign. betyder her arbejder gennemført i tidsrummet fra kl. 18.00 til kl. 22.00.
Natarbejdr og lign. betyder her arbejder gennemført i tidsrummet fra kl. 22:00 til 07:00.

 

Stadie D

Stadie D løber fra uge 48 2025 til og med uge 2 2026. 

I stadiet laves der primært arbejde i perronområdet, i den nye sporskiftezone umiddelbart vest for perronområdet, på de vest-/nordgående spor (spor i retning af Langå) i det sydlige Åbyhøj i forbindelse med nedlæggelsen af broen L samt på nogle sidespor omkring Ringgadebroen. Disse aktiviteter uddybes nedenfor.

Perronområdet
I stadiet arbejdes der videre på perronbelægning, perronaptering og føringsveje, og der sættes nye signalkomponenter. Dette arbejde foregår i spor 4-8.

Der vil forventeligt være visse arbejder om aftenen og/eller natten, særligt relateret til signalkomponenter.

Sporskiftezonen vest for perronområdet
I stadiet færdiggøres den nye sporskiftezone umiddelbart vest for de nye perronender og Frederiks Allé-broen. Dvs. sporskiftedrev mv. installeres, og generelt installeres de nye signalkomponenter.

Disse arbejder udføres som udgangspunkt om dagen.

Nedlæggelse af broen L i det sydlige Åbyhøj
Nedlæggelse af nuværende jernbanetunnel kaldet Broen L på de vestgående spor syd for Åbyhøj påbegyndes i løbet af stadiet. Arbejderne starter på spor 30 (højre spor), idet begge de vestgående spor først spærres samtidig (totalspærring) i næste stadie. Først laves der sporarbejde i form af fjernelse af sporene, hvorefter jord- og betonarbejder evt. igangsættes.

Disse arbejder udføres som udgangspunkt om dagen.

Sidespor omkring Ringgadebroen
I stadiet laves der i perioder sporkassearbejder (inkl. jord- og ballastarbejder) på nogle sidespor (spor 405, 406 og 407), som ligger på hver sin side omkring Ringgadebroen lige nord for hovedsporene. I perioder laves der også afvandingsarbejder, kabelrender mv. for disse spor og for et nærliggende sidespor, som primært strækker sig vest for Ringgadebroen (spor 500).

Disse arbejder udføres som udgangspunkt om dagen.

Øvrigt
Der laves BPU-arbejder på Frederiks Allé broen og på en del af Ringgadebroen. Disse arbejder udføres som aften- og natarbejder.

Stadie E

Stadie E (uge 3-4 2026) er et kort, men meget centralt stadie, hvor både hele Aarhus H station og alle sporene ind og ud af byen totalspærres, og hvor der sker en heftig aktivitet i døgndrift mange steder i projektområdet. Ved udgangen af stadiet ibrugtages de spor, der hidtil har været spærrede (siden stadie A og B), mens andre spor, der først bliver spærret med dette stadie (stadie E), fortsætter spærret i en længere periode efter stadiet. 

Perronområdet
I stadiet færdiggøres – for de perronspor, som der er blevet arbejdet på i de foregående stadier (perronspor 4-8) – de sidste arbejder relateret til det nye signalsystem, og der gennemføres test af kørsel og en endelig ibrugtagning til drift ved udgangen af stadiet. 

Arbejderne foregår i helt eller delvist døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

De sidste perronapteringer for perronspor 4-8 færdiggøres i stadiet. 

I stadiet igangsættes også de første arbejder på perronspor 2 og 3 samt på perronen mellem disse to spor. På perronspor 2 og 3 vil de første arbejder primært være optagning af eksisterende spor etc. På perronen mellem de to spor indledes arbejderne med nedtagning af apteringer og nedbrydning af eksisterende perron mv. 

Disse arbejder forventes kun at ske om dagen.

Spor ind og ud af byen/stationsområdet
På de sydgående spor 40 og 50 (fra uden for selve stationen og til ca., hvor de vest-/nordgående hhv. sydgående spor deler sig, svarende til hvor der har været sporarbejde siden stadie B), installeres der i løbet af stadiet komponenter mv. som led i det nye signalsystem, og der gennemføres testkørsel og en endelig ibrugtagning til drift ved udgangen af stadiet.

Disse arbejder foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Den sydligste del af det sydgående spor 40 (fra et kort stykke syd for, hvor de vest-/nordgående og sydgående spor ”skiller”) bliver dog først nu underlagt sporarbejde. Det gælder eksempelvis langs Haraldsgade og Christian X’s vej. Arbejderne omfatter i første omgang fjernelse af de eksisterende skinner mv. og jord- og ballastarbejder.

Der igangsættes ligeledes arbejder på sydgående spor 80 dér, hvor de sydgående og vest-/nordgående spor forgrener sig, og sydpå. I dette stadie laves de første arbejder på sporet, primært optagelse af de eksisterende skinner mv. 

På de vest-/nordgående spor 20 og 30 suppleres spærringen af spor 30 med en spærring af spor 20, så de vest-/nordgående spor fra nu af er totalspærrede. I ly af denne spærring laves der syd for Åbyhøj sporarbejder i form af fjernelse af spor, hvorefter jordarbejde igangsættes som led i nedlæggelsen af jernbaneoverføringen syd for Åbyhøj (Broen L). 

Alle ovenstående arbejder foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Broarbejder
Dér, hvor de vest-/nordgående og sydgående spor skiller, er der en længere baneunderføring/tunnel under jernbanen (Broen E). I dette stadie igangsættes der arbejder i, over og omkring denne tunnel. Fornyelse af de omkringliggende spor påbegyndes med optagelse af skinner mv. og udgravning af ballast. Der igangsættes en omisolering af selve broen inkl. lukning af eksisterende ventilationsskakte.

I det sydligste del af projektområdet starter arbejder på tre broer, hvor de største arbejder knytter sig til jernbanebroen ved Kongsvang/Bjørnholms Allé, som skal hæves. De indledende arbejder til dette igangsættes i stadiet, herunder særligt larmende spuns-arbejde mellem broen over Marselis Boulevard og Skanderborgvej-broen. 

Arbejderne foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Sidespor omkring Ringgadebroen
I stadiet laves der i perioder fortsat sporkassearbejder (inkl. skinne-, jord- og ballastarbejder), afvanding, mv. på nogle sidespor (spor 405, 406 og 407), som ligger på hver sin side omkring Ringgadebroen lige nord for hovedsporene, og på et nærliggende sidespor, som primært strækker sig vest for Ringgadebroen (spor 500).

Disse arbejder foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Andet
Der laves BPU-arbejder på en del af Ringgadebroen. Arbejderne foregår forventeligt i aften- og natperioden.

Stadie F

Stadie F er et langt stadie på 11 uger (uge 5-15). I stadiet færdiggøres mange af de arbejder, der blev igangsat i stadie E. Omvendt igangsættes arbejder forbundet med elektrificeringen af sporene. De fleste arbejder vil foregå om dagen, men især elektrificeringsarbejder vil indebære noget arbejde om aftenen og natten.

Perronområdet
I perronområdet fortsætter arbejdet med at fornye perronspor 2 og 3. Hvad perronen mellem spor 2 og 3 angår, forventes nedbrydningen af den eksisterende perron at blive færdig i stadiet, og anlæggelsen af den nye, længere perron starter. 

Disse arbejder foregår som udgangspunkt om dagen.

Spor ind og ud af byen/stationsområdet
For vest-/nordgående spor 20 og 30 gennemføres der i stadiet omfattende jord- og nedbrydningsarbejder (nedbrydning af beton mv.), hvilket sker i forbindelse med nedlæggelse af jernbaneoverføringen syd for Åbyhøj (Broen L). Når dette arbejde afsluttes, anlægges spor 20 og 30 på ny i form af ballastarbejder og dernæst sporarbejder, og der gennemføres afledte arbejder såsom afvanding. Installation af komponenter til det nye signalsystem påbegyndes i stadiet her, men afsluttes først i næste stadie (stadie G).

Ovenstående arbejder foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Arbejderne med at fornye de sydgående spor 40 og 80 i den vestlige del af projektområdet fortsætter i dette stadie. For spor 40 gælder det den sydligste del af projektområdet, syd for Skanderborgvej-broen. Arbejderne omfatter ballastarbejder og sporarbejder inkl. afledte aktiviteter såsom afvanding mv. Installation af komponenter til det nye signalsystem på disse to spor påbegyndes i stadiet her, men afsluttes først i næste stadie (stadie G).

Ovenstående arbejder foregår som udgangspunkt om dagen. 

Sidespor omkring Ringgadebroen
I stadiet laves vil der i perioder fortsat være sporkassearbejder (inkl. skinne-, jord- og ballastarbejder), afvanding, mv. på nogle sidespor (spor 405, 406 og 407), som ligger på hver sin side omkring Ringgadebroen lige nord for hovedsporene, og på et nærliggende sidespor, som primært strækker sig vest for Ringgadebroen (spor 500).

Disse arbejder foregår som udgangspunkt om dagen.

Broarbejder
Omisoleringen af den længere baneunderføring/tunnel under jernbanen (Broen E) beliggende dér, hvor de vest-/nordgående og sydgående spor skiller, færdiggøres i stadiet her. 

Der både igangsættes og afsluttes en omisolering af én af jernbanebroerne (Broen H) ved ”De tre broer” umiddelbart vest for dét sted, hvor jernbanen skiller. For denne bro laves der også jordarbejde i form af etablering af nye brokiler, og der er også afledte sporkassearbejder (udskiftning af ballast, spor, mv.) og afvandingsarbejder på spor 100 og spor 500 på begge sider af broen.

Arbejdet med at hæve brodækket for jernbanebroen ved Kongsvang/Bjørnholms Allé færdiggøres i stadiet. Arbejdet omfatter konkret bl.a. spunsarbejde, nedbrydningsarbejder og ramning af stålpæle.

Alle disse broarbejder foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.


Elektrificering
De første elektrificeringsarbejder igangsættes i dette stadie. 

Generelt omfatter elektrificeringsarbejder dels maste- og fundamentarbejde (til etablering af køreledningsmaster), hvilket indebærer bl.a. ramning og stampning, dels køreledningsarbejder.

Den nærmere udførelsestakt for disse arbejder bestemmes af entreprenøren bag Banedanmarks elektrificeringsarbejder og er i skrivende stund ukendt for Banedanmark.

Særligt fundamentarbejder larmer og vil som udgangspunkt kun blive gennemført i dagsperioden. Køreledningsarbejder er derimod mere stille og vil som udgangspunkt blive gennemført i aften- og natperioden af hensyn til at sikre en så hurtig gennemførelse som muligt.


Andet
Der laves afvandingsarbejder på tværs af en række spor (spor 20, 30, 600 og 700) ca. 200 m vest for Frederiks Allé-broen. 

Der gennemføres BPU-arbejder på flere dele af Ringgadebroen, på Broen F og Broen E (to jernbaneunderføringer beliggende dér, hvor de vest-/nordgående og sydgående spor skiller), på Bro 400 (Aarhus Letbanes flyover-bro umiddelbart vest for Ringgade-broen), og Broen A (jernbanebro umiddelbart øst for Ringgadebroen). Noget af dette foregår kun om dagen, mens andet kun foregår om aftenen/natten.

Stadie G

Stadie G er et meget kort stadie på én uge (uge 16). 

Signalarbejder
Stadiet er primært karakteriseret ved, at de nye signalkomponenter installeres færdig på en række spor (hovedsporene spor 20, 30 og den sydlige ende af spor 40 samt sidesporet spor 600), som så testes og ibrugtages med det nye signalsystem.

Disse aktiviteter foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Perronområdet
Arbejderne på perronspor 2 og 3 samt etableringen af den nye, længere perron mellem spor 2 og 3 fortsætter.

Spor ind og ud af byen/stationsområdet samt sidespor
I stadiet laves der fortsat sporarbejder på hovedspor 80 (dér, hvor de sydgående og vest-/nordgående spor forgrener sig, og sydpå) samt på sidespor 405, 406, 407 og 500 (til begge sider af Ringgadebroen. 

Disse arbejder foregår som udgangspunkt om dagen.

Elektrificering og BPU
Elektrificeringsarbejder fortsætter, men hvor entreprenøren vælger at arbejde, er pt. uvist. Der laves derudover fortsat BPU på Ringgadebroen, Bro 400 og Broen E.

Disse aktiviteter foregår enten helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder, eller kun som aften- og natarbejder.

Stadie H

Stadiet forløber over uge 17-20. Fra og med stadiet er de vest/nordgående hovedspor spor 20 og 30 igen åbnet for drift. Omvendt lukkes sydgående hovedspor spor 50, som undergår anlægsarbejder. 

Spor ind og ud af byen/stationsområdet
I stadiet laves de sidste sporarbejder på hovedspor 80 (dér, hvor de sydgående og vest-/nordgående spor forgrener sig, og sydpå), som desuden får installeret nye signalkomponenter.

I den sydlige ende af projektområdet (bl.a. langs Haraldsgade og Christian X’s vej) lukkes det sydgående hovedspor spor 50 for drift og gennemgår sporarbejder i form af ballastarbejder, skinne- og svelleudveksling og afledte aktiviteter som fx etablering af kabelrender, afvanding, mv. I den forbindelse reduceres sporets højde, så der er tilstrækkeligt fritrum under Skanderborgvej-broen til, at der kan opsættes køreledninger under broen.

Ovenstående aktiviteter foregår helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder, eller som dag- og aftenarbejder.

Perronområdet
Arbejder på perronspor 2 og 3 samt etableringen af den nye, længere perron mellem spor 2 og 3 fortsætter, inkl. perronapteringer.

Arbejderne foregår forventeligt om dagen.

Sidespor omkring Ringgadebroen
I stadiet installeres komponenter mv. til det nye signalsystem på de sidespor (spor 405, 406 og 407), som ligger på hver sin side omkring Ringgadebroen lige nord for hovedsporene, og som har været omtalt i beskrivelsen af de forudgående stadier. Det samme gøres på et nærliggende sidespor, som primært strækker sig vest for Ringgadebroen (spor 500), og som ligeledes er omtalt i beskrivelsen af de forudgående stadier.

Aktiviteterne foregår forventeligt helt eller delvist i døgndrift, dvs. inkl. aften- og natarbejder.

Elektrificering
Som i de forudgående to stadier gennemføres elektrificeringsarbejder (master/fundamenter og køreledningsarbejder), men det er pt. uvist, hvor entreprenøren vil arbejde i dette stadie. Forventeligt gennemføres arbejder både om dagen (master/fundamenter) og om aftenen/natten (køreledningsarbejder) forskellige steder i projektområdet.

Andet
Der laves BPU-arbejder på Frederiks Allé-broen, Broen F og Broen E (jernbaneunderføringer beliggende dér, hvor de vest-/nordgående og sydgående spor skiller), Marselis Boulevard-broen og Broen A (jernbanebro umiddelbart øst for Ringgadebroen.

Disse arbejder sker forventeligt om aftenen og natten.

Stadie I

Stadiet er et meget kort stadie på én uge (uge 21). Stadiet er primært karakteriseret ved, at spor 50 og 80 ibrugtages til drift ved udgangen af stadiet.

Spor ind og ud af byen/stationsområdet
I stadiet færdiggøres komponentarbejder relateret til signalsystemet på den sydlige del af spor 50 og på spor 80, og disse spor testes og ibrugtages til drift ved udgangen af stadiet. 

Disse arbejder forventes at ske helt eller delvist i døgndrift, dvs. både om dagen og om aftenen/natten.

Elektrificeringsarbejder
Derudover gennemføres der fortsat elektrificeringsarbejder (master/fundamenter og køreledningsarbejder). Som beskrevet tidligere er det pt. uvist, hvor entreprenøren vil arbejde i dette stadie. 

Forventeligt gennemføres arbejder både om dagen (master/fundamenter) og om aftenen/natten (køreledningsarbejder) forskellige steder i projektområdet.

Perronområdet
Arbejder på perronspor 2 og 3 samt etableringen af den nye, længere perron mellem spor 2 og 3 fortsætter. 

Arbejderne foregår forventeligt om dagen.

Stadie J

Stadiet er et meget langt stadie på over et halvt år (29 uger, fra uge 22 til uge 50). I stadiet laves der primært elektrificeringsarbejder, men der er også visse spor- og perronarbejder i perronområdet i dele af perioden. I slutningen af stadiet ibrugtages kørestrømsanlægget, således at der kan køre el-tog til og fra Aarhus.

Perronområdet
Arbejderne på perronspor 2 og 3 samt etableringen af den nye, længere perron mellem spor 2 og 3 færdiggøres i dette stadie. I slutningen af stadiet installeres komponenter til det nye signalsystem, og sporene testes og tages i drift.

Arbejderne foregår forventeligt om dagen.

Elektrificeringsarbejder
Der gennemføres fortsat elektrificeringsarbejder (master/fundamenter og køreledningsarbejder). Som beskrevet tidligere er det pt. uvist, hvor entreprenøren vil arbejde, og dét gælder derfor også dette stadie. Forventeligt vil arbejderne i marken primært blive udført inden medio 2026. I slutningen af stadiet ibrugtages kørestrømsanlægget, således at der kan køre el-tog til og fra Aarhus.

Forventeligt gennemføres arbejder både om dagen (master/fundamenter) og om aftenen/natten (køreledningsarbejder) forskellige steder i projektområdet. 

 

 

Tidligere planlagte arbejder

I henhold til BEK nr. 264 af 03/03/2025 (bekendtgørelse om forurening og gener fra ombygning af Aarhus H) orienteres der her om bygge- og anlægsarbejdernes stadier for så vidt angår arbejderne frem til uge 48, 2025.

Arbejderne fra uge 14 til uge 48, 2025 består af tre stadier, som beskrives i det følgende. Til sidst beskrives også de byggepladser, hvor der vil være aktiviteter i perioden.

I alle stadierne vil der ske kørsel på baneterræn med materialer og restprodukter mellem alle lokationer, og der vil blive udført installation af komponenter. Disse aktiviteter er ikke særskilt nævnt nedenfor.

Hjemmesiden bliver senere opdateret med en beskrivelse af arbejderne fra uge 48 og frem til arbejdernes planlagte afslutning.

Stadie A
Stadie A er et kort, indledende stadie med forberedende aktiviteter i visse spor. Stadiet forløber fra uge 14-15.

I stadiet udføres der for passagerperronen mellem spor 6 og 7 perronrydning, sporopbrydning, afstivning (spunsning) samt afvanding. Længere ude – lidt vest for Sønder Ringgade-broen over jernbanen – laves der en såkaldt forbelastning af en kort strækning af et af sporene (spor 800). Konkret udføres der sporrydning, sporopbygning, afvanding samt jordarbejder.

Stadie A - kort

Stadie B
Stadie B er et langt stadie, der strækker sig fra uge 16 til uge 44. I dette stadie arbejdes der både på stationen og i og omkring banegraven vest for stationen. Der laves dels perronarbejder, dels sporarbejder.

Perronarbejder: 
Der arbejdes på både passagerperroner og serviceperroner. Det gælder alle perronerne (dvs. inkl. perronen beskrevet under Stadie A ovenfor) undtagen perronerne mellem spor 2 og 3 og mellem spor 1 og 2.

I den forbindelse laves: Perronrydning, perronopbygning, afstivning (spunsning), opsætning af læskærme og -skure, afvanding samt etablering af lysmaster og anden aptering og nedtagning og reetablering af trappe(r).

Stadie B - perronarbejder

Sporarbejder:
I perioden arbejdes der på spor 4-7 inde på selve stationsområdet, og på de to hovedspor ud af stationen og i sydgående retning (spor 40 og 50), hvor arbejdet periodevis foregår på hele strækningen ned til omkring Marselis Boulevard. Derudover laves der et mindre arbejde på et kort stykke af et af sporene lidt øst for Sønder Ringgade-broen (spor 700) og komponentarbejder i en række af DSB´s opstillingsspor (spor 702-709). Endelig etableres der et nyt spor 8 inde på selve stationsområdet.

Konkret laves der: Sporrydning, sporopbygning, sporjustering, ilægning af sporskifte, udskiftning af sporskifte, afvanding samt sporsvejsning. Derudover installeres der komponenter til det nye signalsystem (ECTS-stopmærker, akseltællere og baliser).

Stadie B - Sporarbejder

I perioden laves der også en opgradering af Aarhus Vands vandledning under Værkmestergade. Arbejderne indebærer følgende: Udførelse af mikrotunnelering i form af etablering af byggegruber (inkl. spunsning) på begge ender af mikrotunneleringens strækning og udskiftning af rør.

Stadie B - Værkmestergade

I perioden kan der også blive lavet en række prøvesugninger rundt i hele projektområdet. Prøvesugninger er maskinelle undersøgelser af, om der er eksisterende kabler eller lign. i jorden dér, hvor kørestrømsmasternes fundamenter skal være.

Afledt af prøvesugningerne kan der også blive foretaget ledningsomlægninger i nødvendigt omfang, hvilket dermed også kan ske i hele projektområdet.

Stadie B - projektområdet


Stadie C
Stadie C er et kort stadie fra uge 45-47. Her vil der stadig kunne foregå de samme arbejder, der er beskrevet under stadie B. Men i stadie C opstartes også arbejder på en række spor under og omkring Søndre Ringgade-broen (spor 405-407 og 500).
 
Konkret udføres sporrydning og sporopbygning, foruden (potentielt) de samme aktiviteter, der er nævnt under stadie B.

Stadie C

Byggepladser
Hovedparten af projektets byggepladser etableres. Dette omfatter rydning af arealer samt udlægning og komprimering af ca. 30 cm grus på ikke befæstede arealer.