Landets Puls skifter spor
”Landets puls” lukker som selvstændig app - landets togtrafik kan i stedet følges live i mobilens browser, og man kan også få live-opdateringer fra stationerne i appen ”Din Station”.
Appen, ”Landets Puls”, der blev lanceret i 2014, lukker nu som selvstændig app. Det er dog stadig muligt at følge både Landets Puls (fjerntog) og Byens Puls (S-tog) på nettet. Siderne er tilpasset mobilbrowsere, og hvis man tilføjer siderne som genveje på sin mobiltelefons hjemmeskærm, så vil de fremover åbne i fuld skærm på telefonen.
Flere muligheder for live-opdateringer
Togtrafikken kan også følges live i Rejseplanen under fanen ”Live Map”, hvor man også kan følge den øvrige kollektive trafik.
Man kan desuden holde sig opdateret på togtrafikken i appen ”Din Station”, som Banedanmark lancerede sidste år. Her kan man bl.a. finde afgangsinformation for både fjerntog og S-tog. Appen viser afgange og ankomster på alle fjerntogs- og S-togs-stationer.
I appen kan man nemt finde den nærmeste station og tilføje egne favoritter. Appen er synkroniseret med afgangsskærmen på stationen, så man allerede på vej til stationen kan se, hvilket spor toget kører fra.